Terningespil

Terningespil er sjovt og underholdende, og er nemt at komme igang med at spille: Du skal bare skal bruge et raslebæger, nogle terninger og papir og pen til at skrive point. 

I det følgende kan du læse om reglerne for terningespillene: 

  • 10.000
  • 30
  • Meyer
  • Snyd
  • Yatzy

10.000 spilleregler

Disse ting skal du bruge for at spille:

  • 6 terninger, papir og blyant
  • Minimum 2 deltagere

Hvad går spillet 10.000 ud på? Det gælder kort sagt om at være den første heldige spiller, som når 10.000 point. Når terningerne slås, viser de forskellige point-kombinationer. 

Du skal slå et slag perfekt for at få en type point. Det vil sige, at du ikke kan slå nogle af terningerne om for at forbedre slaget, ligesom i Yatzy – det skal være rigtigt i første slag, ellers går turen videre. 

Hvad får du point for?

Terningerne giver point i forskellige kombinationer, som enten er enkelte terninger eller kombineret: 

Enkelte terninger

Ener: 100 point

Femmer: 50 point

Tre ens

Tre enere giver 1000 point

Tre toere giver 200 point

Tre treere giver 300 point

Tre firere giver 400 point

Tre femmere giver 500 point

Tre seksere giver 600 point

Kombinationer med mere end 3 terninger

Fire ettere giver 2.000 point

Fem ettere giver 3.000 point

seks ettere giver 4.000 point

På samme måde giver øvrige kombinationer af fire ens som 3 ens + den ekstra terning x 100. 

Sådan spilles terningespillet 10.000

Som grundregel gælder det, at du skal lægge mindst én terning til side, hver gang du har slået. 

Hvis du f.eks  har slået (1,2,4,4,6,6) er 1 den eneste terning, der giver point. Den skal derfor lægges til side. Hvis du sidder med flere pointgivende terninger, vælger du selv, hvilke du lægger til side – bare det altid er mindst én terning.

Hvis du slår tre eller flere ens, giver disse også point. 

Et eksempel: Du slår terningerne 2,4,6,3,3,3. I dette slag er det kun 3,3,3, der giver point og derfor skal alle tre terninger lægges til side. 

Har du lagt alle 6 terninger til side som pointgivere? Så skal du slå igen med alle terningerne, de nye slag lægges sammen med den sum du har optjent. 

Hvis du på et tidspunkt slår et slag uden pointgivende terninger, nulstilles den sum du har opbygget, og terningerne gives videre til næste spiller. Du har derfor tabt de point, der er optjent i runden.  

Du kan sige “stop” og indkassere point

Hvis du synes, at du har fået point nok, og gerne vil undgå at miste alle point, kan du sige stop og skrive de optjente point på listen. 

Når I starter spillet, skal man have mindst 1000 point for at komme på pointlisten. Derefter skal man have mindst 300 point, for at føje point til listen. 

Vinderen af spillet er den, der først får 10.000 point. 

30 spilleregler

Disse ting skal du bruge for at spille:

  • 6 terninger, papir og blyant
  • Minimum 2 deltagere

Begge deltagere starter med 30 point. Den spiller som undgår at miste sine 30 point vinder. Det gælder derfor om at holde tunge lige i munden, være strategisk, og beholde sine point længst muligt. 

Hvis I er flere spillere, fortsætter spillet naturligvis til der kun er en spiller tilbage, med en pointsum mellem 30 og 0. 

Når spillet starter, slår man først med en terning om, hvem der starter. Det højeste slag starter. Turen går med uret rundt. 

Den første spiller slår med alle terningerne. Reglerne er, at for hvert slag skal der tages mindst 1 terning fra. 

Nu er det afgørende, at få så høj en pointsum som muligt i denne fase. Når der ikke kan tages flere terninger fra, lægges summen af de 6 terninger sammen. 

Hvis din sum er mindre end 30, skal du af med point.

Et eksempel: Du har opnået en pointsum på 25.Forskellen mellem 30 og 25 = 5 point. Disse point tages fra din samlede pointsum. Og du må give turen videre til næste spiller.

Hvis du lander på 30, går du fri.

Et eksempel: Hvis summen er lig med 30, går du fri. Der er ikke mulighed for at rafle om at tage point fra din modspiller. Du får heller ikke trukket point fra din egen sum. Turen går videre til næste spiller.

Hvis din sum er større end 30 point, kan du tage point fra spilleren til højre.

Sådan snupper du din medspillers point: Hvis du f.eks. har en sum på 31, slås der efter ettere, ved en sum på 32 slås der efter toere og ved en sum på 33 slås der efter treere, osv.

Du må slå så længe, at du kan tage f.eks. firere fra. Antallet af firere tælles sammen og ganges med værdien. Hvis der eksempelvis er taget tre 4´ere fra, er summen af point lig med 12. De 12 point fratrækkes pointsummen fra spilleren til højre, og turen går videre til næste spiller. Hvis du er så heldig at slå seks firere, har du lov til at rafle alle seks terninger igen. 

Hvordan vinder man terningespillet 30?

Når en deltager har mistet alle sine point og er landet under 0 point, har man tabt og udgår af spillet. 

Resten af spillerne rafler videre, til kun en spiller – vinderen – sidder tilbage. Vinderen har en pointsum mellem 30 og 0 point.  

Meyer spilleregler

Disse ting skal du bruge for at spille:

  • 2 terninger, to raflebægere
  • 1 terning ekstra pr. deltager
  • Minimum 2 deltagere

Meyer er et spil, hvor det handler om at være heldig med dit terningekast, og samtidig være i stand til at bluffe dine medspillere overbevisende. 

Hver spiller aftaler et antal liv fra starten, f.eks. 6. Den ekstra terning bruges til at tælle ned i antal liv, hver medspiller har. 

Sådan foregår Meyer

Som første spiller lægger du terningerne imellem to raflebægre, hvorefter der rafles. Så løftes bægeret og du ser resultatet, men sørger for at skjule kastet for de andre spillere. 

Nu kan du vælge at sige sandheden om hvad du har kastet. Eller du kan vælge at bluffe og fortælle et andet resultat. 

Slagenes pointsum er ordnet på denne måde, hvor Meyer er det bedste slag: 

1 + 2: Meyer

1 + 3: Lille-meyer

6 + 6: Par 6

5 + 5: Par 5

Par 4, 3, 2 og 1

6 + 5: 65

6 + 4: 64

63, 62, 61, 54, 53 osv

Lavest mulige sum: 32 

Den næste spiller kan vælge at tro på dig. Nu skal han/hun så gerne matche dit slag eller bedre: Slå et højere slag. Eller vælge at bluffe. Din medspiller kan også vælge at løfte raflebægret for at se, hvad dit slag er. Hvis du har talt sandt, så taber spilleren, der løftede, og hvis du bluffede, så taber du omgangen. 

Som taber skal du fratrække et point på terningen, som fungerer som pointtavle. Hvis en spiller løfter på kombinationen Meyer, skal der trækkes TO point fra, istedet for ET. 

Et tip: Jo højere kombinationerne bliver, desto større chance er der for, at din medspiller bluffer. 

Hvis du har slået en lavere kombination, eller hvis du ikke kan lyve, kan du vælge at  rafle igen og sende terningerne videre, uden at kigge på dem. Det kan være at du er heldig, og der er en højere kombination.  

Man skiftes til at rafle, bluffe eller sige sandheden. Medspillere, der taber en omgang, vender terningen, så den bliver 1 lavere. 

Når man kommer ned på 1 prik, har man kun én chance for at fortsætte i spillet – næste gang man taber, er man ude. 

Mange vælger at fortsætte spillet, til den sidste spiller har slået de andre ud og er den heldige vinder af Meyer. 

Snyd spilleregler

Snyd er et terningspil, som ofte spilles i festligt lag med drikkevarer. Spillet stammer fra et gammelt spansk spil og går også under navnet ‘Liar’s dice’. Du kender måske også spillet under navnene ‘Løgn’, ‘Rafle tænkeboks’ og ‘Tænkeboks’.

Det skal du bruge for at spille:

4 terninger pr. spiller

1 raflebæger pr. spiller

Minimum 2 deltagere

Spillet går ud på at først at komme af med sine 4 terninger. I starter med at alle slår en gang, men uden at vise terningerne til andre.

Nu skal I på skift gætte på hvor mange ens der er ialt. Første mand kan f.eks. gætte: “Der er 5 af en slags”

Nu går turen rundt i urets retning til næste deltager. Denne spiller kan vælge enten at sige hvilken type terninger der er, eller byde højere. Men han kan også vælge ikke at tro på det, sige SNYD og løfte bægeret. Det samme skal resten af deltagerne gøre.

Hvis spilleren har ret i at den forrige deltager “fortalte en løgn”, vinder spilleren runden og kan tage en af sine fire terninger fra. 

Men hvis spilleren ikke har ret, er det de andre spillere, der vinder runden: De lægger alle 1 terning fra.

Næste runde starter med at der rasles, og taberen starter med at give den første melding. 

Gode råd

Ettere er en slags joker: Den repræsenterer alle værdier. Et eksempel: Hvis du har en etter og en sekser, så har du to seksere. 

Hvordan vinder man Snyd? Personen der først kommer af med alle sine terninger er vinderen.

Yatzy spilleregler

Det var et velhavende ægtepar, der i 1954 opfandt terningespillet “The Yacht Game”, mens de var ombord på deres yacht med gode venner. Yatzy er stadig et populært terningespil som spilles verden over.

Det skal du bruge for at spille:

5 terninger

Et raflebæger

En Yatzy blok og en blyant 

Mindst to spillere

Spillet går ud på at danne bestemte terningekombinationer med fem terninger. 

Du har tre slag pr. omgang. Man spiller i 15 runder, og skal forsøge at få alle de 15 forskellige kombinationer, som står på Yatzy-blokken. Vinderen er den spiller, der har opnået flest point, når de 15 runder er slut. 

Sådan foregår Yatzy

En runde Yatzy foregår sådan, at du kaster de fem terninger og beholder dem, du gerne vil benytte til denne rundes kombination. 

Mulige kombinationer:

1´ere: Der skal gerne slås et så stort antal ettere som muligt. Hver ener giver et point.

Fra 2´ere op til 6´ere: Du skal på samme måde slå så mange ens som muligt. Du får point efter hvert antal øjne på terningerne.  

Bonus: Hvis du opnår en totalsum på 63 point eller mere efter de seks første omgange, så opnår du en bonus på 50 ekstra point

Et par: Det gælder om at slå et så højt par som muligt. Antal prikker = point.

To par: Slå to forskellige par, gerne så højt som muligt.  Antal prikker = point.

3 ens: Slå tre ens terninger, igen så højt som muligt. Antal prikker = point.

4 ens: Slå fire ens terninger, så højt som muligt. Antal prikker = point.

Lille straight: Fem terninger i rækkefølge fra 1 til 5. Giver 15 point. 

Stor straight: Slå fem terninger i rækkefølge fra 2 til 6. Giver 20 point. 

Fuldt hus: Et par og tre ens. Antal prikker = point.

Chancen: Hvis du sidder med et terningekast, som du ikke kan bruge til nogen af kombinationerne, kan du føre pointsummen på feltet “Chancen”. 

Yatzy: Det heldigste kast, hvor alle terninger viser ens. Dette kast giver terningernes værdi, plus 50 point ekstra. 

Ekstra regler:

Hvis du i løbet af de 15 runder ikke opnår en af kombinationerne, må du sætte et nul foran de, der mangler. 

Hvis man kaster terningerne, så en terning står oven på en anden eller ligger skråt op af andre terninger, skal der kastes der om.  

Vinderen er den spiller, der har opnået flest point, når de 15 runder er slut.